TILBAGE PÅ BLOGGEN

?She sees them walking in a straight line, that’s not really her style.
And they all got the same heartbeat, but hers is falling behind.
Nothing in this world could ever bring them down.
Yeah, they’re invincible, and she’s just in the background.?

 Ja. Hvor burde man starte. Først og fremmest en gigantisk stor tak til Liselotte, både personligt men helt klart også professionelt i forhold til at køre bloggen derud af i mit lange fravær. Jeg vil ikke kede jer med alle de sørgelige detaljer men blot sige jer tak fordi i følger med på bloggen og håber at i vil tage imod min undskyldning for pludselig at forsvinde og nu vende tilbage lige så pludseligt.

Liselotte og jeg snakkede forleden om at det var et halvt år siden min sidste indlæg på bloggen. Jep, et f? halvt år. Føj tiden kan gå hurtigt, også selvom jeg til tider har følt at tiden hos mig har stået helt stille. Men ja, livet er for alle en kamp og min er på ingen måde større eller mindre end alle de andre kampen som i og andre udkæmper hver dag. Jeg havde blot meget svært ved at håndtere en masse ting som skete i mit liv og som gjorde det hele en smule umuligt at holde ud. Det er svært at forklare, især uden at lyde som en melodramatisk teenager, (ikke at der er noget galt med at være sådan en) men vi har nok alle prøvet at føle at man ikke helt slår til. Utilstrækkelighed er for mig helt umiddelbar, da jeg har levet med den hele mit liv. Selvom at jeg er omringet af fantastiske mennesker, som fortæller mig noget helt andet, var det ikke muligt for mig at se nogen muligheder i mig selv. Mørket blev bare mørkere og tingende for overvældende. Men det siges jo også at der er mørkest før solen står op (ja okay dårlig oversat men i fatter hvad jeg mener) så nu kravler jeg ud på den anden side med nyt mod på tingene og ny forståelse for at livet bare skal leves og ikke analyseres ned til mindste detalje. Tilfreds bliver man sku nok aldrig alligevel.

?I wish that I could be like the cool kids,
‘Cause all the cool kids, they seem to get it.?

Jeg vil derfor også sige at jeg har fået en ny beundring for mennesker jeg kender og nye mennesker jeg møder hver dag. Dem som jeg kender og elsker har været der for mig og i ved hvor meget i betyder for mig. Jer jeg møder og måske endnu ikke har mødt endnu i er også fantastiske. I er på hver jeres måde en helt unik del af den her verden og gør en kæmpe forskel i mange liv. Husk det. Inden der går helt Dali lama i den, vil jeg bare sige tak igen og jeg glæder mig til at vende tilbage på bloggen.

/ Tina